15. april: Kalender og opslag fra Facebook virker desværre ikke grundet tekniske problemer. Vi arbejder på at løse problemet, men det kan tage nogle uger, desværre.

Gl. Ryes historie fra stenalderen til i dag

Gl. Rye Flyveplads

Fra valfartsted med helligkilde til det bedste bosted i Danmark.

Wikipedia

På Wikipedia sker der en løbende opdatering af teksten om Gl. Rye.

Kulturhistorie

Søhøjlandet er naturpræget og tyndt befolket.

Området har dog altid været brugt af mennesket fra jægerstenalderen, over klostertiden til den tidlige industrialisme.

Stenalderen

Langs søer og åer kan der mange steder findes redskaber fra stenalderen, den såkaldte Gudenåkultur.

Gudenåkulturen er en sammenblanding af Maglemose-, Kongemose-og Ertebøllekulturen, og rummer således stenredskaber fra flere ældre stenalderkulturer fra perioden 7.500-4.000 f. Kr.

På Gudenåmuseet er udstillet mange flintredskaber opsamlet på områdets marker.

Klosterkulturen

Langs Gudenåen og specielt på denne egn lå i middelalderen flere klostre. På den nuværende Gl. Vissingklostergårds plads lå nonneklostret Vissing Kloster af Benediktinerordenen, og hvor Klostermølle ligger i dag, byggede Benediktinermunkene Voer Kloster.

Egnens største og kendteste kloster var dog Cistercienserklostret Øm på nordsiden af Mossø. Klostrene var et stort aktiv for egnen, og har bidraget stærkt til egnens udvikling gennem middelalderen. Udviklingen i Gl. Rye gik da også næsten i stå, da Øm Kloster blev nedlagt efter reformationen.

Middelalderen

Gammel Rye var i middelalderen en af de vigtigste byer i området ikke mindst i kraft af helligkilderne, de dertil knyttede markeder og det nærliggende Øm Kloster.

Den var købstad og nævnes som sådan i 1536.

I en periode fra 1400-tallet til 1687 var Gammel Rye tingby, hvad der stadig afspejler sig i navne som "Galgebakken", "Stejlehoj" og "Kophoj". 
Ryes placering som vejknude-punkt for trafikken mellem Østjylland og det midt- og vestjyske område samt den kongelige glasproduktion i området indtil o. 1600, har været med til at sikre byen dens position i årene efter Reformationen.

Byen blev hærget af flere brande, bl.a i 1613, 1618 og 1660.

Der har ligget et kongeligt jagthus, men det blev revet ned i 1617.

Der nævnes også en kongelig vognmager i 1553.

Sct. Sørens kilde

Sct. Sørens kilde er en hellig kilde, og havde ry for at have udvirket en del mirakler gennem tiden. Ved kilden afholdt man fra 1579 marked på Sct. Sørens dag og Helligkorsdag.

Gl. Rye - en vigtig brik i Danmarkshistorien

En skelsættende begivenhed ikke blot for Midtjylland, men for hele Danmark fandt sted i kirken i Rye (GI. Rye) i 1534, hvor den jyske adel valgte Chr. den III. til konge.

Det betød ikke blot, at Danmark efter Grevens Fejde igen fik en konge på tronen, men også, at valget af hertug Christian, der havde været statholder i hertugdømmerne, var ensbetydende med reformationens indførelse i Danmark. - Hertug Christian, der havde overværet Luthers optræden på rigsdagen i Worms, var blevet ivrig protestant og havde indført reformationen i hertugdømmerne.

Hans indstilling betød, at det var vanskeligt at samle flertal for ham i rigsrådet, da de fleste adelsmænd og naturligvis bisperne, der sad som ledere af en række stiftsregeringer, hellere så en katolsk konge og derfor foretrak hans yngre broder.

Blandt tilhængerne af prins Christian var rigshofmester Mogens Gøye, og han var blandt initiativtagerne til mødet den 4. juli 1534 i Rye kirke mellem de 8 jyske medlemmer af rigsrådet og de fire jyske biskopper.

Den menige jyske adel var også mødt op - antagelig på Gøyes initiativ, - men måtte blive udenfor kirken. Den langvarige diskussion om kongevalget fik dem efterhånden til at tabe tålmodigheden, og de trængte ind i kirken og forlangte at få at vide, hvem det var, der modsatte sig prins Christians valg. Derefter gav modstanderne i rådet endelig op.

Biskop Bille, Århus, gav grædende sin underskrift på at anmode den protestantiske hertug om at blive konge. Han indså, at det betød hans eget fald.

Øm Kloster

Øm kloster blev anlagt i 1172 af cisterciensermunke der kom fra Vitskøl Kloster.
Efter korte ophold i Sminge, Veng og på Kalvø i Skanderborg Sø, fandt de blivende plads ved Mossø.

De sidste munke forlod klosteret i 1558 , og det fungerede en kort tid som kongeborg (Emborg) - revet ned igen i 1561 hvorpå en del af byggematerialerne blev genanvendt på Skanderborg slot.

Det var ikke kun et kirkeligt centrum, men også politisk, som landbrugs- og handelscenter, hospital, plejehjem og latinskole og havde i det hele taget stor betydning for området.

Klosteret lå godt beskyttet af to kanaler, som munkene gravede mellem Mossø og Gudensø.

Man har fundet rester af et sluseanlæg ved den vestre kanal der tyder på at der har været en vandmølle på stedet, som man mener er fra den ældste tid på stedet.

Udenfor det egentlige klosterområde er der fundet rester af forskellige værkstedsbygninger, bl.a. smedje , teglovn, blystøberi og man mener der også har været et klokkestøberi.

Der har ligeledes været landbrugsbygninger og haver.

Livet i klosteret er kendt fra en krønike der er påbegyndt i 1207, og en af vore ældste skriftlige kilder.

Øm kloster lyses i band

I den sidste halvdel af 1200-tallet kom Øm Kloster i en alvorlig strid med Aarhus-bisperne og dermed ogsaa med kongemagten, der varetoges af dronning Margrethe Sprænghest og hendes lille søn Erik (Erik Glipping). Det endte med at Århus-bispen lyste klosteret i band.

Baggrunden var en strid om bispens gæsteret i klosteret. Det kom til adskillige episoder, hvorunder bispen bl. a. bortførte en værdifuld bogsamling fra klosteret. 

Om en anden episode fortælles , at biskoppen kom ridende med stort følge og spurgte: Er vor mad rede? Abbeden svarede: Ja, det er den vel nok, men ikke her! Biskoppen trængte derefter med magt ind i klosteret, men da han hørte snak om, at munkene ville bruge magt og der samtidig - af anden grund -blev ringet med en klokke, steg han ilsomt til hest og red bort. Ved en anden lejlighed maatte klosteret nødtvungent byde paa mad.

Formentlig i 1261 kom dronning Margrethe Sprænghest med 1600 ryttere foruden tilhørende løbere, gøglere og skøger paa gæsteri i klosteret. Der blev ædt og drukket bravt i to døgn. Oksekroppe og fårekøller forsvandt som dug for solen, og krigsfolkene fandt ogsaa frem til det gode øl, der var gemt bag det tynde. Overalt i det ærværdige kloster var der drikkelag med skråleri og utugtige viser.

(efter G. Nørgaard Jepsen)

Glashytterne

I slutningen af det 16. århundrede fandt der en omfattende glasfabrikation sted i skovene ved Rye og navnlig omkring Glarbo, der har sit navn efter denne fabrikation.

Det var kong Frederik den II, der fik den ide, at der i skovene omkring Skanderborg og Silkeborg fandtes så mange vindfælder og andet unyttigt træ, som kunne bruges til brænding af det fornødne trækul.

I 1581 blev indkaldt en glasbrænder fra Mecklenburg, som fik anvist plads I Rye sogn, men han forstod sig ikke på håndværket. året efter fik Liboris Trebing fra Hessen en imponerende produktion i gang. Til Chr. den IVs kroning leveredes således 26.000 drikkeglas, og ruder i stort mængder blev produceret til kongelige slotte over hele landet.

Når skoven var opbrugt i en kilometers tværmål, flyttede man glasproduktionen til et nyt sted, hvor der var brænde ved hånden. Det er forklaringen på de mange lysninger i skovene, hvor der i dag findes landbrug.

Glasproduktionen havde dog kun en kort glansperiode. I 1598 befalede Chr. den IV, at hele glasproduktionen skulle ophøre til Mikkelsdag "på det at vore skove ikke mere skal forhugges og lægges øde". Mester Trebing er tilsyneladende blevet boende på egnen, idet han i 1617 meldes dræbt i selve Rye kirke.

To glasværker, i Stenhule og Hyttekær i Them sogn, blev udgravet og opmålt i sommeren 1964.

På kirkegården i Gl. Rye (tidl. Ry/Rye) fandt man ved en udgravning på kirkegården i 1930'erne spor efter en solofferplads. Byen havde sin storhedstid i middelalderen, hvor den var valfartsted på grund af en helligkilde opkaldt efter Sct. Søren. 

Ifølge legenden var han en hyrdedreng fra egnen, der endte som biskop i Køln. i 1534 valgte den jyske adels Chr. d. 3. til konge i Sct. Sørens Kirke. To år efter indførte han reformationen i Danmark og derefter mistede Gl. Rye sin betydning.
I 1800-tallet blev Gammel Rye center for træskoproduktion, men med
etableringen af jernbanen i 1871 fra Skanderborg til Silkeborg blev vækst og udvikling trukket til stationsbyen Ry.

Ved kommunalreformen i 1970 blev Gl. Rye sogn en del af Ry Kommune.

Boes by

Boes er med sine bindingsværkshuse med smalle forhaver ud til landsbygaden en af de mest velbevarede byer i Søhøjlandet. Fra Boes går stien mod øst til toppen af det stærkt skrånende landskab. Herfra er der vid udsigt over Mossø til Yding Skovhøj.

Mod sydvest går stien ned til bredden af Mossø, hvor de østvestgående strandvolde ses som skiftevis tørre egekratbevoksede sandbanker og fugtige elle- og pilekrat.

Stien fortsætter via en træbro gennem sumpskove og tørre skræntskove til P13 ved Østergård.

Disse ture indgår i langtursvandreruten Århus - Silkeborg - ca. 70 km (se særlig folder).

Mølleindustri

Allerede i middelalderen blev vandkraften fra Gudenåen anvendt til kornmaling og klædefremstilling, stampemølle.

Med industrialiseringen i sidste århundrede tog mølleindustrien rigtig fart.

Flere vandmøller blev ombygget til industrimøller til blandt andet produktion af papirmasse.