Hvor
Nyvej 29, Gl. Rye. Tidligere boede familien til leje i et par år i Glarbo på Tønningsletvej 9.
Hvornår
Maj 2016 – faktisk så de også på dette hus Nyvej 29, inden de flyttede til Glarbo og sjovt nok, så blev det sat til salg igen, og sidste forår blev det deres hjem.
Hvorfor
Turen til Himmelbjergegnen er gået fra København via Sydfyn, hvor drengene ikke trivedes i deres børnehave. Valget stod mellem Københavns omegn eller Aarhus’ omegn og hver gang Carolina og familie kom til Søhøjlandet, så kunne de mærke den gode energi, der præger området.
Det værste
En dag cyklede Carolina med alle tre børn på ladcyklen og der kom en cyklist bagfra, der ringede med klokken for at komme om ved dem. Carolina trak ud til siden, men ladcyklen er bred, så der var ikke plads nok. Til sidst trak hun så langt ud til siden, at de kørte i grøften. Den ivrige cyklist kom om ved dem og cyklede bare videre, som om intet var hændt. Heldigvis stoppede der nogle andre for at hjælpe dem op af grøften igen.
Det bedste
Det bedste er værdifællesskabet, den åbenhed, nysgerrighed og imødekommenhed, familien er blevet mødt med i lokalsamfundet. Carolina har hurtigt fået gode venner lokalt.
Arn og Sejher går på Gudenåskolen og Falke i Lynghoved Børnehave og her er der rummelighed og trivsel til dem alle tre.
Drengene nyder rigtig meget at bo i hus med have, hvor der er plads til en nynedgravet stor trampolin, bålplads m.m. Og hele familien sætter pris på at bo med skoven som nabo og tæt på Himmelbjerget.
Og så er det jo rigtig dejligt, at Gl. Rye Brugs ligger i gåafstand :-)
Anbefaling/ønske
Udbygning af den offentlige transport, som er elendig. Carolina har også taget den på stop for at komme hjem fra Ry. Det er skønt, at folk er så søde til at tage andre op at køre. Og så får man sig også en snak undervejs og kan lære nye mennesker at kende.
Og noget af det, Carolina glæder sig til, er at opleve landskabet fra en kajak.
Bonus
Carolina driver egen virksomhed som mentor og coach. Se også www.carolinabjork.com