Af Svend Kristiansen og John Jensen, Aktuelt i Gl. Rye nr. 18, 2005.
Ryesgade 25, der ligger på trekanten mellem Ryesgade og Gyden, hører også til de ejendomme, der tilbage i tiden har rummet en del håndværks- og forretningsaktiviteter - træskofabrikation, barbersalon, flødeisproduktion med mere.
I et skøde fra 1911, hvor Niels Petersen, Herning sælger ejendommen til Svend Svendsen, Gl. Rye, henvises der til en panteobligation, der er tinglyst 15. april 1825. Det må derfor formodes, at huset blev bygget i 1825, hvilket i øvrigt er i tråd med henholdsvis et bykort fra 1791, hvor huset ikke er på, og et bykort fra 1842, hvor huset er på.
På generalstabens målebordsblad fra 1876 fremgår huset, men uden udhus, der senere blev bygget til husets gavl mod Gyden og senere igen - i 1970’erne - blev inddraget til beboelse.
På Møllens foto fra 1883 - taget fra Torvet ned ad Ryesgade - kan den ene ende af huset anes.
På Møllens foto fra 1886 ses huset tydeligere, idet træerne i Gyden nu er væk. Det ser ud til, at Ryesgade 25 - i forhold til billedet fra 1883 - har fået nye vinduer og døren er flyttet. Det bemærkes i øvrigt, at flere af de omkringliggende huse, også er blevet restaureret i de forløbne 3 år.
Svendsen og Sørensen byttede
Svend Svendsen fabrikerede – som en del andre af byens borgere dengang – træsko og lavede tilmed træsouveniers til hans og hustruen Marianes kiosk på Himmelbjerget. Herudover drev han op gennem 1920’erne og frem til 1935 barbersalon i ejendommen. Af en aftalekontrakt fra 4. september1935 fremgår det, at Svend Svendsen sælger sin barberforretning til barber Aage Sørensen (kaldet Barber Sørensen og senere, da den yngre Barber Søby startede sin forretning i Ryesgade 17, fik tilnavnet ”Den gamle Barber”. Barber Sørensen drev sin barbersalon fra Ryesgade 24, der ligger på det nordligste hjørne af Ryesgade og Storesand).
Samtidigt med, at Sørensen købte Svendsens barberforretning, overtog Svendsen Sørensens kiosk- og cigarforretning og en dertil hørende lille trækiosk, der således blev flyttet over til Ryesgade 25 og placeret nord for huset ud mod Ryesgade.
Barbersalonen var imidlertid dyrere end kiosken, så Sørensen måtte betale 200,- til Svendsen - som det fremgår af kontrakten - ”skadesløs og uden renter” med 50,- kr. hvert kvartal. Ifølge kontrakten blev der tinglyst en servitut på Ryesgade 25, hvorefter Svendsen ”med bindende virkning for sig selv og efterfølgende ejere af ejendommen erklærer, at der ingensinde i ejendommen må drives barberforretning”. På Sørensens ejendom blev der tinglyst en tilsvarende servitut om ikke at drive kiosk- og cigarforretning.
Flødeis
På Egnsarkivets bykort fra 1935 fremgår Ryesgade 25 med udhus ved gavlen samt en særskilt bygning placeret et stykke nede ad Gyden.
Fra denne bygning startede Svend og Mariane Svendsens svigersøn, Jens Kristiansen først i 30’erne en produktion af flødeis. Jens Kristiansen var udlært mejerist (og som tidligere førstemejerist på Gl. Rye Mejeri aldrig kaldet andet end Kristiansen).
Han startede flødeisproduktionen efter at have fået fremstillingsmåden fortalt fra en tidligere mejerske på Gl. Rye Mejeri, der var emigreret til Canada, hvor hun havde lært den nyeste metode til fremstillingen af flødeis. Kristiansen havde i det lille hus - kaldet Ishuset - 4 ismaskiner som blev trukket af en gammel Ford-motor, og som kunne lave 20 liter is ad gangen.
Nedfrysningen skete med is, som om vinteren blev skåret pr. håndkraft på branddammen, ”Vandrask”, og når der blev hældt salt på denne is, skete der en kemisk reaktion, så man kunne fryse flødeisen ned. Rå-isen blev opbevaret i et lille skur, som var isoleret med et ca. 1 meter tykt lag af lyng. Der kunne den holde sig frosset næsten hele sommeren.
Når flødeisen var fremstillet blev den kørt i hestevogn til kioskerne på Himmelbjerget eller solgt af Mariane Svendsen fra den lille kiosk ved Ryesgade.
Kristiansen ville gerne udvide produktionen, men ville have en vis leveringsgaranti på fløde fra Gl. Rye Mejeri. Mejeriet svarede imidlertid, at en sådan garanti kunne man ikke give, og i øvrigt påtænkte mejeriet selv at starte en produktion af flødeis. Kristiansen turde på dette grundlag ikke fortsætte og solgte virksomhed og maskiner til et mejeri i Århus.
Huset blev renoveret
Efter Svend og Mariane Svendsens død beholdt familien ejendommen, der blev lejet ud i en årrække. I 1970’erne blev huset renoveret med rødstens-skalmur og nyt tag og i 1984 blev huset udvidet med tilbygningen/vinklen mod syd, samtidigt med, at tagetagen blev udnyttet. I årene 1984 - 1994 boede Jens Kristiansen selv i stueetagen og sønnen Svend Kristiansen i tagetagen. I 1994 blev ejendommen overtaget af de nuværende ejere; Jette Søby Jensen og Peer Thøgersen Jensen.
Se mere i vores Facebook-gruppe: Lokalhistorie Gl. Rye