Af John Jensen, Aktuelt i Gl. Rye nr. 23, 2005.
Gruekedel afslørede årstallet 1717
Ryesgade 17, der ligger på venstre side af Ryesgade lige neden for Torvet, hører også til blandt byens gamle huse. Hvornår der første gang har været bygget beboelseshus på stedet, vides ikke med bestemthed, men på et kort fra 1791 er der markeret et hus på grunden.
Edith Søby, der bor i huset, kan da også berette, at da hun og Henning i sin tid byggede udhuset/ garagen om, og i den forbindelse brækkede den gamle gruekedel ned, og fik pudset den frigjorte kobberkedel, kunne de se, at der var indgraveret 1717 i den. Edith har i øvrigt set en fuldstændig tilsvarende kobberkedel udstillet på Gl. Estrup Herregård.
Af Gl. Rye Mølle og Træsko Museums foto fra anslået midten af 1800-tallet – taget fra Ryesgade op mod Torvet – kan det ses, at Ryesgade 17 oprindeligt var et bindingsværkshus med stråtag. Dette kan i øvrigt bekræftes af det velkendte billede af Ryesgade fra 1883 (tidligere bragt i bladet) taget fra Torvet med hønsene i forgrunden. Det ser ud til, at fordøren dengang var midt i husets facade med et par vinduer til hver side.
På Møllens foto fra 1886 – taget fra Torvet og ned af Ryesgade – fremgår det, at huset er blevet pudset og har fået tegltag. Det bemærkes i øvrigt, at flere af de omkringliggende huse, også er blevet restaureret i de forløbne 3 år. Det ser således ud til, at den generelle fremgang og velstandsstigning sidst i 1800-tallet i landet også er nået til Gl. Rye, ligesom træskoproduktionen i området utvivlsom har påvirket byens udviklingen i positiv retning.
Ifølge Møllens foto fra 1910 har huset nu 2 vinduer til venstre for døren og 4 til højre. På et tidspunkt inden 1951 er de 6 mindre vinduer øjensynligt slået sammen til de 3 vinduer, som vi ser i dag.
I en periode frem til 1955 var ejendommen ejet af Mette og Jacob Roldskov. Jacob var bødker og forsynede Gl. Rye Mejeri med smørdritler.
Barber Søby var også frivillig brandmand
I 1951 lejede Henning Søby, der var uddannet herre- og damefrisør og barber, den nordlige ende af Ryesgade 17 og startede i lokalet ud mod Ryesgade (til venstre for fordøren) sin frisør- og barbersalon, medens han selv boede i ”baglokalet”.
Der var 2 frisører/barberer i byen dengang, Henning, som blev kaldt Barber Søby, samt byens eksisterende frisør/barber Aage Sørensen, der drev sin salon fra Ryesgade 24, og hurtigt fik tilnavnet ”Den gamle Barber”. Henning Søby blev hurtig kendt som en dygtig og omhyggelig frisør/barber. – En fordel ved at blive klippet/barberet hos ham var, at man kom derfra, uden at skulle have plaster i hovedet.
Henning blev gift med Edith i 1953 og de overtog Ryesgade 17 i 1955. Der var travlhed i salonen, hvor Henning i øvrigt i årenes løb havde diverse lærlinge. I 1957 blev forretningen udvidet med håndkøbsudsalg i husets forgang og omkring 1960 indrettede parret en separat damefrisørsalon i lokalet til højre for fordøren. Der blev nu hyret en damefrisør-assistent, Mette Faurholdt, som var ansat i 4 år, medens Edith ”stod i lære” hos Mette (og Henning).
Herudover havde parret indlevering af vaske- og rensetøj til Brædstrup Vaskeri. Edith fortæller da også, at det var nogle lange arbejdsdage dengang, nogle gange 12 – 14 timer i salonen samt efterfølgende tid til regnskab med videre. Men der blev da også tid til parrets to børn, Karin og Jette.
Henning Søby udgjorde i øvrigt fra først i tresserne til sidst i firserne – sammen med bl.a. tømrermester Henning Kruse – byens frivillige brandkorps. I perioder i tresserne/halvfjerserne bestod ”Gl. Rye Brandvæsen” tillige af elektriker Louis Michaelsen, slagtermester Jens Peter Jørgensen, skatteinspektør Adolf Jensen og arbejdsleder Børge Jensen.
Når der opstod brand i byen eller omegnen læssede de brandsprøjte på Kruses firmabil, spændte en trailer med diverse vandtønder efter og rykkede ud med brask og bram. De medvirkede til slukning af mange brande i sognet, og ikke mindst til at begrænse skadernes omfang, indtil de større brandvæsener fra Ry, Silkeborg og Skanderborg nåede frem.
Hvis Søby ikke nåede med Kruses bil, satte han efter på sin bordeauxfarvede Nimbus, ofte med branddaskere og andet materiel strittende op af sidevognen. En enkelt gang måtte han forlade en halvt færdigklippet kunde, der så – med kundens fulde forståelse – først blev færdigklippet, da branden var slukket.
Efter Henning Søbys død i 1990 videreførte Edith Søby legetøjs- og slikbutikken, håndkøbsudsalget og vasketøjsekspeditionen frem til og med 1992.
Edith Søby har i øvrigt siden 1990 stillet sin garage til rådighed for Gl. Rye Flagallé til opbevaring af flagstænger og flag. Det forlyder fra Flagalléens side, at de er glade for den centrale placering af flagmateriellet og for det gode samarbejde med Edith Søby.
Selvom Ryesgade 17 i dag ikke ”gør en masse væsen af sig” har ejendommen og dens beboere – som det fremgår – bidraget til byens liv og historie gennem tiden.