Af Grethe Bremer, Aktuelt i Gl. Rye nr. 73, 2019
På vej op gennem byen, på venstre side mellem Gyden og Kastanieallé, kommer man forbi en lille hyggelig gårdsplads. Den er omgivet af et gammelt værksted, der emmer af historie. På gårdspladsen står et træ og en bænk, og man kunne godt få lyst til at sætte sig der og snakke lidt med en af de andre Gl. Ryere, man møder på sin vej. Det fine nymalede hus, der ligger lige ovenfor, hører også til historien. De to huse har nemlig hørt sammen det meste af deres tid.
Vi skal faktisk ikke længere end 40-50 år tilbage i tiden, før byen var fuld af butikker og håndværkere. Tidligere endnu dyrkede folk jorden og ved siden af var de træskomænd, snedkere og smede, skræddere, bødkere og sadelmagere - eller hvad de nu levede af. Man lavede mest muligt selv, både til eget forbrug og til at sælge. Hvis noget gik i stykker, reparerede man det. Man var afhængige af hinanden, og hvis folk ikke kunne klare sig selv, fik de hjælp af byen.
Hvis vi ser bort fra kirken, er byens ældste nuværende huse bygget i 1700-tallet. Hvornår den ældste del af værkstedet på Ryesgade 14 er bygget, ved jeg ikke, men gammelt, det er det. På et kort fra 1870 er bindingsværkshuset tegnet ind. Og på et kort, der går tilbage til 1818, kan man se, at der har ligget en trelænget gård, som blev sløjfet. Måske stammer bindingsværket derfra. I gamle dage var det helt almindeligt at genbruge materialerne og derfor flyttede man huse og gårde efter behov, eller brugte materialerne til andre byggerier. Med undtagelse af den lille butik, er den øvrige del af værkstedet bygget omkring år 1900. Butikken kom nok til i løbet af 1930’erne.
Gårde blev flyttet
Der, hvor Ryesgade 10 og 12 nu ligger, lå der engang en gård, der ikke havde noget navn, men blev kaldt ’den nederste gård’. I 1887 købte Rasmus Sørensen gården. Han udstykkede grunden i 1888 og igen i 1895, og solgte derefter jorden med nogle gamle bygninger på, med det formål at genopbygge gården ude på sin mark udenfor byen. Gården kom til at hedde Aldersro og ligger stadig hvor den blev genopbygget i 1902 på Burmlundvej 4, hvor Kia og Kenneth Siggaard nu bor og har deres autoværksted.
Gårdejer Rasmus Sørensen solgte i 1895 grund og huse, hvor Ryesgade 12 og 14 nu ligger, for 1.800 Kr. Køberen var Slagter Anders Sørensen fra Sdr. Vissing. Anders Sørensen rev det gamle beboelseshus ned og byggede et nyt i 1900. Han udvidede også værkstedet. I 1906 byttede han hus og grund med Hestehandler Erik Sørensen fra Balle ved Silkeborg. Erik Sørensen byttede senere på året hus og grund med Smed Søren Peter Sørensen, der boede på Skovsbjergvej 6. Smeden ønskede åbenbart ikke konkurrence og fik lavet en servitut i skødet på Skovsbjergvej 6, hvor der står:
Det bemærkes, at jeg, Erik Sørensen, ved Overtagelse af Ejendommen, i hvilken der hidtil har været Smedie, har forpligtet mig til at lade lægge den Servitut paa Ejendommen, at der ingensinde paa Ejendommen eller nogen Parcel af denne maa drives nogensomhelst Art af Smedeprofessioner.
Og det gælder stadig, - hvilket Jeanett Bjønness og Torsten Kolind, der nu bor i huset, lever fint med.
Søren Peter Sørensen og Ellen flyttede ind i huset på Ryesgade 12-14 i 1906 og lavede værkstedet om til smedie. Søren og Ellens søn Niels Sørensen var også smed. Han overtog huset og værkstedet sammen med sin kone Edith i 1937, for 20.000 Kr.
Fra smedje til VVS
Træbygningen ud mod Ryesgade var åben ind mod gårdspladsen, da smeden boede der, og der var tremmer i den ene ende. Der kunne man tøjre heste, der skulle skoes. Bagved huset er der en meget lille stald med krybbe, som kunne bruges hvis et dyr ikke var samarbejdsvilligt.
Ud over essen og ambolten, havde smeden flere maskiner der blev drevet af en dieselmotor, der stod oppe på loftet. Fra motoren gik der aksler hen over loftet, og fra dem var der drivremme, der gik ned til maskinerne i værkstedet. Når maskinerne, f.eks. en hammer eller et bor skulle bruges, koblede man remmene til, ved at skubbe dem ind på plads.
Efterhånden var der ikke så mange der havde brug for at få skoet en hest eller lagt en ny ring på træskoene eller vognhjulene, så smedene havde brug for at supplere forretningen. Derfor byggede de den lille butik til, hvorfra de solgte vaske, vandhaner, pakninger, beslag og den slags.
Huset og værkstedet blev renoveret
I 1974 døde Niels. Samme år blev grunden delt i to aflange matrikler, men stod fortsat som én samlet ejendom. Ejendommen blev først delt, da Edith solgte værkstedet fra i 1992. Ediths døde i 1993 og hendes arvinger overtog huset Ryesgade 12 i 1994. De solgte huset videre til Erik Strøm i 1995. Huset var i dårlig stand dengang, men det blev der ændret på. Erik og Lise-Lotte, der stadig bor i huset, har brugt meget tid og energi på at sætte det i stand hele vejen igennem. Som en sjov ting kan nævnes, at de fandt rester af gammelt bindingsværk under gulvet, da de fjernede det for at isolere. Lise-Lotte har i nogle år haft blomsterværksted i den lille butik ved det gamle værksted ved siden af huset. Det er med til at bevare landsbyens præg, at der fortsat er håndværk og butikker på Ryesgade.
I 1992, året før sin død, solgte Edith værkstedet Ryesgade 14 til Drejer Paul Lito Bertouch-Lehn. Værkstedet var i meget dårlig stand, da Paul overtog det. Der var huller i taget og et tykt lag flyveaske på loftet. Der var sort overalt. Paul ryddede ud, fjernede det gamle lærlingekammer på loftet, og reparerede taget og værkstedet, så det kunne bruges som drejeri. Den lille butik lejede han ud til postvæsnet, som havde postbutik der nogle år.
I 2001 solgte Paul Lito Bertouch-Lehn værkstedet til Eva og Knud Jensen på Fæstibakke, som fortsatte forbedringerne af værkstedet. Maskinerne stod der stadig og de brugte bl.a. værkstedet som en æstetisk og stemningsfuld ramme for Gl. Rye Kunst- og Kulturgruppes udstillinger.
Historien er tydelig
Tømrer Richard Stephen købte værkstedet i 2007 og driver stadig sin tømrervirksomhed i de gamle bygninger. Han har også lavet forbedringer i de år han har været der. Han har ligesom de to tidligere ejere passet godt på det gamle hus, så man stadig kan se sporene efter, hvordan livet var engang. Historien er tydelig. Både essen og hjulbrønden er der stadig, og man kan se hvor maskinerne stod. Der sidder et håndsmedet søm i en loftsbjælke og der ligger en stor sten, der ligner en gammel trappesten i gulvet. Der er mange tegn på det gamle Rye, hvis man kigger efter.
Se mere i vores Facebook-gruppe: Lokalhistorie Gl. Rye