Ryesgade 11 – ”Elisahøj” - Systue, taxa og kulørte brødre

Elisahøj.jpg

Et markant hus i Gl. Rye, hvor både lærerfamilie, systue og sære brødre har sat deres præg på en ejendom med mange liv gemt i væggene.

Af John Jensen, Aktuelt i Gl. Rye nr. 25, 2007. 

Anna havde systue som syede tøj til drengehjemmet Himmelbjerggården

Ifølge BBR-ejermeddelelsen er huset fra 1914, men i en gammel flise ved husets tidligere hovedindgang i vestgavlen er indgraveret 1917. Dette kan indikere, at det har taget 3 år at bygge huset, hvilket ikke var ualmindeligt dengang, hvor man ofte byggede huset færdigt, efterhånden som man fik råd. Hvorfor huset har fået navnet ”Elisahøj”, har vi ikke kunnet opsnuse. På Gl. Rye Mølle- og Træskomuseum har vi fundet et par ældre billeder af ejendommen. 

Hvem der har bygget huset, vides ikke med bestemthed, men det kan være bygget af Rasmus Schjøtt, der – sammen med hustruen, Anna – i en årrække boede i ejendommen. Rasmus drev bl.a. vognmandsvirksomhed (taxa- og buskørsel) i byen og Anna var lærerinde på skolen. Parret havde seks børn, blandt andre nu afdøde tømrermester Willy Schjødt. 

Ellishøj-1910-PT.jpg
Foto fra omkring 1920, taget fra kirken og ned mod møllen og ”Elisahøj”. Som det fremgår, var de omkringliggende huse ikke bygget på daværende tidspunkt, og ejendommen på Ryesgade 13 (med tilnavnet Kokkens Led) var af bindingsværk og med stråtag. Møllen havde dengang hverken magasinbygning eller savværk.

Lærer Mortensen og frue har ligeledes ejet/boet i ejendommen, formodentlig i en årrække frem til 1942. Så vidt vi har fået oplyst, drev fru Mortensen – i stil med den foretagsomme Agnes Jensen i Matador-serien – en lille systue fra et af værelserne i stueetagen. Der var fortrinsvis tale om fabrikation af tøj til Børnehjemmet Himmelbjerggården, der dengang udelukkende var et drengehjem. 

Huset var indrettet med beboelse (og nævnte systue) i stueetagen og med værelser (en lille lejlighed) i loftetagen. Værelserne/lejligheden i tagetagen blev lejet ud til bl.a. unge lærlinge og svende, der arbejdede hos byens håndværkere, og til mejerielever fra det daværende Rye Mejeri. 

Brødrene havde spyttebakke i køkkenet

I 1942 købte brødrene Kresten, Laust, Peder og Søren Laursen huset, i forbindelse med, at de afhændede ”Hjarsbækgården” (Hjarsbækvej 22). De 4 brødre boede så ”på deres gamle dage” i ” Elisahøj” sammen med deres retarderede søster Marie, som de tog sig af. Finn Jensen, Ejstrupholm – ældste søn af Olga og Thorvald Jensen, Gl. Rye Mølle – kan berette om mange pudsige oplevelser, han og hans søskende havde, når de besøgte familien Laursen. 

Elisahøj.jpg
Foto af ”Elisahøj” fra først/midt i 1960’erne. Læg mærke til husets daværende vinduer og afvalmede gavle.

Brødrene Laursen var mere end hundrede år bagud for deres tid. Inventaret i huset var meget spartansk, og kun den ene stue var møbleret. Specielt om vinteren opholdt de sig næsten udelukkende i køkkenet, hvilket var det eneste rum i huset, der var opvarmet. Eneste inventar i køkkenet var det faste køkkenbord, der også blev brugt som spisebord, samt nogle få hjemmegjorde træstole. Her sad brødrene så altid iført deres sivsko og kasket. De brugte snustobak og anvendte – ud over den normale spyttebakke på gulvet – også komfuret som spyttebakke, ... uden at de nødvendigvis ulejligede sig med at rejse sig! – Så Finn og hans søskende skulle se sig for, når de bevægede sig rundt i køkkenet. 

Gl.-mand.jpg
Foto fra omkring 1958 af Søren Laursen ved bagsiden af huset.

Det var i øvrigt en oplevelse, at få lov at spise med ved middagsbordet. Der blev ofte serveret kartofler og fed flæsk. Når der blev serveret grød (byggrød, risengrød og lignende), blev fadet sat på bordet og alle spiste direkte deraf, og man skiftedes til at dyppe i smørklatten midt i grøden. Af praktiske årsager spiste man med træskeer, idet disse ”ikke behøvede” at blive vasket af, men blot kunne tørres af, for efterfølgende at blive hængt op på væggen på en række kroge. Brdr. Laursen røg såvel cigaretter som pibe, og Finn og hans søskende blev da også tilbudt at smage. – Finn mener, at dette er årsagen til, at hverken han eller hans søskende har følt trang til at ryge som voksen.

Elisahøj-billede-(Benny-og-Birthe).jpg
Aktuelt foto af ”Elisahøj” og husets nuværende beboere, Birthe og Benny Jensen.

Da Søren Laursen, som den sidste af søskendeflokken døde i 1964, overtog Olga og Thorvald Jensen ejendommen. Huset blev istandsat med bl.a. nye vinduer (med det nuværende udseende) og efterfølgende lejet ud. 

I 1991 blev ejendommen overtaget af dens nuværende indehavere, Birthe Jensen, der er museumsassistent på Gl. Rye Mølle og Træskomuseum, og Benny Jensen, der er tømrersvend ved VJ Byggeindustri i Ry. Benny er med i Møllens (arbejdende) bestyrelse og ved diverse åbenhus-arrangementer på møllen ses Benny i rollen som henholdsvis møllersvend og/eller træskomand, medens Birthe ses som hans strømpestrikkende kone eller igang med at servere kaffe fra ”Madam Blå”.