Af Martin Skaar Jacobsen Aktuelt i Gl. Rye, nr. 38, 2010.
Dette er en fantastisk historie om det lille, hyggelige bindingsværkshus, som skulle være lægebolig, men blev til træskomageri – og som for mange år siden lå i den nordlige del af byen. Horsensvej 4 er gået i arv og ejes nu af 4. generation.
Det søde, sort/hvide bindingsværkshus med stråtag ligger tilbagetrukket på grunden og er ikke et hus, man rigtigt lægger mærke til, når man også skal se sig for i bil. Men det har stået der siden 1901, da træskomager og skovarbejder Juul Anton Nielsen købte det for 300 kr.! Grunden på Horsensvej 4 købte han også for 300 kr. sammen med sin kone Marie.
Dengang var der helt sikkert rigtig mange mennesker, der lagde mærke til huset; nemlig da det i stumper og stykker blev transporteret antageligt på hestevogne fra en sidevej til Nyvej og til det sted, hvor det ligger i dag. Juul Anton Nielsen og frue havde nemlig købt et hus, som lige skulle flyttes først, inden de kunne flytte ind. Pris for flytningen... såmænd også 300 kr.!
Alle kvadratmeter i brug
”Årsagen til flytningen var en læge, som havde fået bygget huset, men som aldrig dukkede op – og så blev huset solgt”, beretter Else Juul. Else er ældste barn af 2 til Simon og Anna Juul Nielsen, og hun er også mor og svigermor til hhv. Michael Juul Willumsen og Dorthe Willumsen, der i dag ejer Horsensvej 4.
Juul og Marie, Michaels oldeforældre, fik 6 børn sammen og husede også et plejebarn fra familien. ”Der var brug for hver en krog af huset; ikke mindst ved sengetid. Når alle børnene var lagt til ro, var min farfar og farmor henvist til det lille køkken om aftenen”, fortæller Else.
Jo, hver en kvadratmeter var i brug, da også Juul samtidig drev træsko-mageri i det ene hjørne af huset.
Skumbad for 25 øre
Else har boet i huset fra 1944-60, indtil hun tog på efterskole i Kolt, og hun har mange sjove minder fra sin barndom. Bl.a. foregik badet som etagevask i en balje; bortset fra, når de en sjælden gang fik lov at bade i store badekar på skolen for 25 øre pr. gang. Inden gik de i Brugsen og købte en skum-brik. ”Vi var to veninder, der hoppede i karet på samme tid – så fik vi jo dobbelt så lang badetid, hvilket pedellen ikke var helt glad for”, griner Else.
Hun husker også, hvordan de dengang nød at gå i den mobile biograf på kroen én gang om måneden.
Huset tilpasser sig tiden
Elses far overtog huset i 1930, og bedsteforældrene skulle bo til leje i huset, indtil de kom på alderdomshjem i Gl. Rye i 1940. Simon og Anna blev gift i 1942 og boede i huset til deres død – Simon i 1989 og Anna i 1999.
Faktisk blev Simon født i huset i 1902. Det var bare ét år efter flytningen af huset.
Men småbørn og husrenoveringer på samme tid er vi nok mange, der kan nikke genkende til i dag også. Det kan i hvert fald Michael og Dorthe; de nuværende ejere af Horsensvej 4, der har boet der siden 1999 og har 3 børn sammen på 4, 7 og 14 år. Gennem tiden har deres hus stille og roligt fået vokseværk. Tilbygningen er fra 1967, og da huset fik nyt stråtag for 3 år siden, blev der samtidig forberedt til udnyttelse af tagetagen.
Ren Emil fra Lønneberg-stil
Det charmerende ved et hus som Michael og Dorthes er at se, hvordan forskellige rum skifter funktioner over tid. Nye mennesker flytter ind, tiderne og behovene skifter, og der blev pludselig råd til at ændre på boligerne med nye materialer.
Hos familien på Horsensvej 4 bor Thomas på 14 i det gamle træskomageri med den originale dør fra 1901. Husets badeværelse er det gamle hønsehus, og Michael og Dorthe sover i værkstedet!
Det lyder som Emil fra Lønneberg, men det hyggelige eftermiddags-interview med hele familien på terrassen afslører dog ikke, om teenageren Thomas nogen gange sidder og snitter træmænd...
Indenfor har Michael og Dorthe holdt deres hus i den gamle stil med bl.a. originalt træloft og en tudsegammel kakkelovn, som de bruger flittigt om vinteren.
Michael, der er servicemontør, og Dorthe, der arbejder på et plejehjem, er vældig glade for deres historiefyldte hjem. ”Vi indretter os efter børnenes alder og flytter aldrig herfra. Jeg tror nok, at jeg skal bæres herfra med benene ud først, når den dag kommer, slutter Michael.
Se mere i vores Facebook-gruppe: Lokalhistorie Gl. Rye