Gyden 7 – bindingsværkshuset, der førhen var gult

Gyden - Web toppe i farver 2025 (1).jpg

Et af de gamle hyggelige og velbevarede huse i byen, hvor mange generationer har levet deres liv og sat deres aftryk i husets sjæl.

Af Grethe Bremer, Aktuelt i Gl. Rye nr. 76, 2020.

Ordet gyde kommer af oldnordisk og betyder ’rende til at hælde vand i’. Gyden er altså en lille smal gade med grøft, hvis funktion var at bortlede vand fra Hovedgaden, som nu kaldes Ryesgade. Hvis man går tur i byen en regnvejrsdag, ved man det passer meget godt. Men Gyden er meget mere end det. Gyden er et dejligt sted, hvor folk gennem tiderne gerne har villet være. 

Det smukke gamle bindingsværkshus Gyden 7, skulle være bygget i 1777. Hvem der byggede det og boede der i starten, har jeg ikke fundet spor af. Det er dog sandsynligt, at Træskomand Baltzer Jensen købte huset i 1805. Baltzer var egentlig fra Sdr. Vissing, men tjente bl.a. hos sin morbror Johan Madsen i Rye. Førhen var det almindeligt at manden købte et hus, når han blev gift og som regel blev folk boende hele livet. Baltzer mødte Margrethe Pedersdatter, der var født i Rye og de blev gift i 1805. De har sandsynligvis boet i Gyden 7 fra starten. Margrethe Pedersdatter døde i 1822 og Baltzer giftede sig igen samme år med Mette Mogensdatter fra Farre. 

B-Gyden-7.jpg
1932-1936 Margrete Kristiansen og hendes mor Ane. Billede i privat eje.

Der findes en brandforsikring fra 1830, hvor der står at huset ejes og beboes af Baltzer Jensen. Bindingsværket består af egetømmer nederst og fyr øverst. Det har klinede vægge og stråtag. Huset var 7 fag langt og 7½ alen bredt. De 5 fag blev brugt til værelse og beboelse, og de 2 fag til værksted og fæstald.

G-Gyden-7.jpg
Brandforsikring for Gyden 7 fra 19. juli 1830. Fra Statens Arkiver

På aftægt

Baltzer Jensen døde i 1846, og Mette Mogensdatter blev boende i huset som spindekone. Stedsønnen Søren Baltersen, der også var træskomand, flyttede ind. I 1854 solgte Mette huset for 175 Rigsdaler til træskomand Mathias Rasmussen fra Nr. Vissing, på betingelse af at hun kunne blive boende på livstid. Mette skulle have en del af huset samt adgang til skorstenen ved brygning og vaskning. Desuden skulle hun have et stykke af haven og frugten af to æbletræer. Mathias skulle sætte en havedør i huset, hvis Mette forlangte det og han skulle vedligeholde huset, alt for hans regning. Hun blev boende i huset sammen med Mathias og hans familie, til hun døde i 1856. Mathias døde i 1861 og hans kone Ane Rasmussen, der var født i Rye, blev i huset og ernærede sig ved skræddersyning.

A-Gyden-7.jpg
Gyden med grøft i 1920’erne. Det midterste hus er nr. 7. Billede fra arkiv.dk.

Mathias og Ane boede i Græstrup de første år de var gift. Derfra kendte hun den 17 år yngre kludehandler Frederik Jensen, som hun blev gift med i 1863. I den forbindelse overtog Frederik huset. Ægteskabet holdt dog ikke, så da Ane og Frederik blev skilt i 1874, overtog Ane huset igen. 

Fattighus

I 1878 solgte Ane Rasmussen huset for 800 kr. til Rye Kommune, der skulle bruge det til fattighus. Ane blev boende i huset og levede af privat forsørgelse. Ellen Marie Christensen, hvis mand var død i en tidlig alder, flyttede ind sammen med sine børn og levede af fattighjælp fra kommunen.

C-Gyden-7.jpg
Gyden 7 ca. 1952. Billede fra Danmark set fra luften.

Gamle, syge, enlige mødre, forældreløse børn, krigsveteraner og andre der ikke kunne klare sig selv, fik hjælp af Rye Kommune. Man boede enten hos private eller i et af kommunens huse. Fattighjælp betød i 1800-tallet også tab af rettigheder, man mistede bl.a. sin stemmeret. De fattige arbejdede i det omfang de kunne, med husgerning, håndværk og havearbejde. Pengene stammede bl.a. fra private, fra indsamlinger i kirken og fra hushandler, hvor man betalte en del til de fattige. I 1891 blev der indført en lov, der betød at folk kunne få alderdomsunderstøttelse, når de fyldte 60 år.

F-Gyden-7.jpg
Gyden 7 i 2020. Foto: Grethe Bremer

Mange steder i landet, især i de store byer, var det ikke sjovt at være fattig. Men noget tyder på, at man i Rye passede på hinanden og hjalp hinanden. Rye Kommune købte i 1914 Dalbogård, som skulle bruges til fattiggård. Det var et sted hvor ’de Ryere’ rigtig gerne ville bo. De havde det godt der, både da det var fattiggård, alderdomshjem og siden hen De Gamles Hjem.

Nye ejere

Skovarbejder Niels Rasmussen fra Hemstok og Ane Catrine Andersen fra Løndalshøi ved Them, boede på Fæstibakke. Niels blev enkemand i 1912 og købte Gyden 9b. Samme år solgte han det videre til sin søn arbejdsmand Johannes Rasmussen. Niels købte så Gyden 7 af Rye Kommune i 1914 for 1100 kr. I 1918 købte Johannes huset for 2500 kr. og flyttede ind til faderen, sammen med sin familie. Johannes betalte 1500 kr. mod at Niels måtte blive boende i de to værelser i den sydlige del af huset, resten af sine dage. Han skulle også have adgang til haven med frugt og adgang til det vestlige brændehus og vaskehuset. Johannes udstykkede i 1932 Gyden 7 og solgte bindingsværkshuset til Margrete Kristiansen for 2900 kr. Johannes byggede hus i Gyden 3 i 1936, og han og Ingeborg blev der resten af deres tid.

D-Gyden-7.jpg
Gyden 7 ca. 1968. Billede fra arkiv.dk.

Margrete Kristiansen, der var født i Rye Sogn, arbejdede på Himmelbjerggården. Hun ejede huset frem til sin død i 1971, men lejede det ud det meste af tiden. I folketællingen fra 1940 kan man se at arbejdsmand Johan Marius Melgaard Johansen med familie boede i huset Gyden 7. Margrete havde ingen børn, så hendes 17 arvinger var søskende og søskendebørn. 

Et sted man holder fast i

Arvingerne solgte i 1971 huset for 60.000 kr. til lærer Robert Nørregaard Bach, der var gift med Else Kristine Nyboe Andersen. Huset blev ombygget 1976, hvor overetagen blev udnyttet. Roberts datter Eva Marie Bach købte huset i 1979 for 240.000 kr. og har ejet det siden. I 1988 blev der bygget rundt om det gamle udhus, der stod ved den nordlige ende af huset. Der kom et værelse mere ovenpå og en carport nedenunder, så bindingsværkshuset nu har 9 fag og vognport under stråtaget. I 1998 blev der bygget et hyggeligt træhus i haven. Eva har også lejet huset ud i lange perioder, men har også selv boet der, senest med sin mand Aage Augustinus.

E-Gyden-7.jpg
Gyden 7 ca. 1968, gavlen mod syd. Billede fra arkiv.dk.

Lige nu bor Rikke B. Jensen og Anders Christensen til leje i det hyggelige gamle hus i Gyden. De boede tidligere i Gyden 8, men solgte til parret i Gyden 7. Så en regnvejsdag i august 2019 lånte de en sækkevogn i Gyden 13 og byttede hus. Det tog 3 timer. Rikke og Anders bliver kun boende i Gyden 7 til april 2020, selv om de synes det er et rart sted, for de har købt Gyden 9b. 

Gyden er et dejligt sted, hvor folk stadig gerne vil være – også selvom de flytter.

Du kan se det første skøde på huset i vores Facebook gruppe: Lokalhistorie Gl. Rye