Mikkel, Sebastian og Nicklas

Mikkel, Sebastian og Nicklas

Brødrene Sebastian og Mikkel bor sammen med fætteren Nicklas på Ryesgade 17.

Sebastian Gorm Dyrehave Hansen, teknisk designerelev hos HOUE APS, Ry, boede i lejlighed i Skanderborg. Mikkel Gorm Dyrehave Hansen, musiker i bandet Go Go Berlin, og Nicklas David Jappe, salgselev hos HOUE APS, Ry, boede begge to i kollektiv i Alken.

Hvor

Ryesgade 17 – et liberalt andels-samfund – på vej til at blive tre værelser med fællesrum: Entré, køkken og badeværelse i midten af huset. Her i sommer har de haft udekøkken under halvtaget mod øst og ”udestue” i haven. Mikkel har indtil nu holdt til i udhuset, hvor han kan spille sin musik mere frit. Fremover får han værelse på 1. sal. Her bor der p.t. en ven med motorcykel, som havde brug for et midlertidigt tag over hovedet. Nicklas’ værelse, der er tæt på at være færdigt, ligger mod syd, og Sebastians mod nord.

Hvornår

De tre ungersvende overtog huset 1. september 2016 efter kun et par ugers betænkningstid. Det var en søndag aften, mens Smukfest var ved at takke af, at Mikkel og Nicklas blev opmærksomme på, at Ryesgade 17 kunne være noget, og med festival i blodet så de frisørens hus indvendigt om mandagen og et par uger senere kunne de alle tre underskrive papirerne, og nu kan de snart fejre deres første år med hus og have i Gammel Rye.

Hvorfor

Der er et godt kreativt miljø i byen, en god energi, her sker noget. Nicklas er lige kommet hjem efter en lokal fodboldkamp – de går alle tre til mandagsfodbold og har sågar inviteret en flok Aarhus-folk med og de er også vilde med fællesskabet i Gl. Rye. En anden årsag var, at prisen på huset lå på et overkommeligt niveau sammenlignet med Aarhus-priser.

Det værste 

Der er lidt langt til Aarhus og p.g.a. den dårlige kollektive trafik er de nødt til at have et køretøj hver, henholdsvis biler og motorcykel. De havde leget med tanken om en delebil, men deres liv og arbejdstider er for forskellige til, at det kan fungere.

Det bedste

Gammel Rye har taget dem med storm, en af naboerne kom med en murerspand med øl som indflytter-hilsen, en anden kom med frokost en dag, og alle virker glade og hilser på hinanden på gaden og på stierne. Naturen er også dejlig – Mikkel går gerne tur på Galgebakken i næsten al slags vejr, Nicklas har nydt at ro kajak her i sommer og Sebastian ser frem til at få tid til at se sig mere om, når byggeriet ikke længere tager så meget af fritiden.

Anbefaling/ønske

De stemmer for, at Dagli’Brugsen bliver ved med at holde åbent til kl. 21. Det har de ofte gjort brug af. Og så vil de gerne vide, hvem der har lagt alle de kampesten under huset? 

Bonus

Brødrene og fætteren troede, at de kunne flytte ind og bygge gradvist om værelse for værelse i løbet af et par måneder. Det bliver nærmere et par år, men selv om de måske har taget munden for fuld, er de begejstrede for at bo og bygge i Gammel Rye. Og lige nu er planen, at de om et års tid vil holde åbent hus med æblekage af egne æbler og rigtig storby caffe latte, så de kan sige tak for hjælpen til de mange, der har hjulpet dem med huset, og samtidig sige undskyld for den kæmpe-støvsky, de en dag sendte igennem byen.

Og gæsterne kan glæde sig til flere gode historier blandet andet fra opvæksten i Farfar og Farmors kollektiv i Boes, om dengang forældrenes hund løb hjemmefra til Gl. Rye og dermed skabte nye netværk for familien og mange, mange flere.