Hvem
Anne Laursen er lærer for 1. klasse på Gjessø Skole, hvor hun underviser i dansk, engelsk, kristendom og billedkunst. Lars Fey er forstander for Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole (HNIE) i Glarbo, hvor han blandt rigtig meget andet også holder sangtimer og hunden Tulle, der er mest sort, lidt grå om snuden, meget kærlig og 10 år gammel. I fritiden går de ture i naturen med Tulle.
Anne synger i koret Local Vocal i Gjessø, sidste weekend i oktober er der korweekend, og hun sidder i bestyrelsen for Virklund Brugsforening og kommer oprindeligt fra Brabrand. Lars er glad for at spille guitar og tager også gerne på lystfiskerture til hjemegnen Ribe sammen med sønnerne, Mikkel og Rasmus. Tidligere har de arbejdet sammen på Rovvig Efterskole på Mors. Og de har sommerhus i Elsegårde på Djursland, hvor de ofte tager op.
Hvor
Vesterled 4, Glarbo, ved siden af efterskolen, dog med en mur imellem, så det er muligt for Lars at holde fri, når han er hjemme i privaten.
Hvornår
Maj 2017 flyttede Anne og Lars ind. Kort efter indflytningen opstod der røg fra fyret på efterskolen – udsugeren var gået i stykker – der var ingen brand og assistancen kom hurtigt.
Sådanne tilfælde, hvor det er rart, at forstanderen er lige i nærheden, er der heldigvis få af.
Hvorfor
Huset er nybygget i samme stil som efterskolens bygninger og fungerer som tjenestebolig for enten en lærer eller forstanderen. Anne og Lars har boet i Virklund i ca. 20 år, sønnerne er flyttet hjemmefra og det var alligevel snart tid til at flytte i en mindre bolig.
Det værste
Der er ingen indkøbsmuligheder i Glarbo, og løbeturene er blevet hårdere på grund af det kuperede terræn.
Det bedste
Udsigten til skoven og markerne, de åbne vidder med højt til himlen.
Anbefaling/ønske
Hvert år før sommerferien inviterer HNIE til grill aften, hvor Lars fortæller lidt om, hvordan det går og hvad der er af planer for fremtiden. Det er et stort ønske, at skolen og landsbyen Glarbo fungerer godt og tæt sammen. Naboerne er velkomne til at benytte skolens faciliteter, når de er ledige, f.eks. hallen, spisesalen og forskelligt grej som kanoer og kajakker. Måske den gode tradition med at spise sammen kunne ske mere end én gang om året, f.eks. her i vintertiden.
Skolen har lagt lokale til mange fællesspisninger, hvor alle har en ret med til bordet. Det er en hyggelig måde at få mødt og snakket med naboerne på. Og det ville også være dejligt at synge sammen.
Bonus
Favoritsangene på både HNIE og Gjessø Skole er for eksempel ”Linedanser”, ”Du kom med alt det der var dig”, ”Hvor du sætter din fod”, ”Gi os lyset tilbage” og ”God morgen lille land”. Forleden spurgte Lars efterskoleeleverne, om der var noget, de gerne ville have mere af, og svaret var: Fællessang!