Det sker i Gl. Rye

Skt. Hans Aften i Gl. Rye
Pub Quiz (kun) for mænd

Pub Quiz (kun) for mænd

Sted: Bageriet (se på kort)
Arrangør: Claus og Anders (mail@andersfoss.dk)
Pris: 35 kr.

Efter en skandaløst lang pause uden øl og spørgsmål er Pub Quiz i Bageriet tilbage! Denne gang bliver det til noget. Det lover vi. På spejderære.

Vi skal nyde efteråret med kaskader af gode spørgsmål, labre øl og skønne, økologiske, håndlavede pizzaer – alt sammen marineret i en dunst af broderlig testosteron. Som Pagten foreskriver er det nemlig kun for mænd.

Tilmelding senest den 9. september

Vi har 30 pladser, som besættes efter først til øller-pricippet – med mindre du hedder Adolf, Vladimir eller Donald (så er du garanteret VIP-plads): https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLScz5Khg8W0xWzs9MXWgGrehUWHgzeTq8B0xjSxc2xwua3iBaA/viewform?usp=publish-editor

Er du en ny og uerfaren mand?

Formen af quizzen er enkel og velkendt især fra engelske pubber: Vi har forberedt en lang række spørgsmål om forskellige emner, og du får – eventuelt sammen med din kloge bror/ven/nabo/kæreste/kollega/soldaterkammerat – mulighed for at skille dig ud med paratviden eller mangel på samme.

Quizzen kommer i serier af 10 spørgsmål. Tidligere emner har bl.a. været ”Gl. Rye”, ”Lummergøjen”, ”Popmusik”, ”Biler” ”Ude i rummet”, men vi disker op med fantasifulde emner og friske spørgsmål.

Vi dyster i hold af to-tre stykker. Har du ikke et hold på forhånd, så ordner det sig, når vi mødes. Ved aftenens slutning kåres vinderholdet, som får den venskabelige håneret plus sit navn indgraveret på Pub Quiz-vandrepokalen (som dog står fast i Bageriet).

Claus står for pizza, som koster 35,- kr. Anders står for quizzen.

Et pænt udvalg af gode øl kan købes i Bageriet. Vi har også alkoholfri øl og sodavand.

Det Sker i Gl. Rye

Indsend begivenhed